Scenekunst er en kollektiv kunstform og scenekunstneriske processer udspiller sig i kompleks forhandling mellem kunstneriske visioner, praktiske omstændigheder og menneskelige relationer
Vi interesserer os for at arbejde strategisk med scenekunstneriske processer for at understøtte kunstneriske visioner med procesdesign og processuelle værktøjer.
Vi tror på, at den kunst der skabes, hænger uløseligt sammen med den måde vi skaber på. På den måde er organisering, rammesætning og procesfacilitering essentielle dele af den scenekunstneriske skabelsesproces.
I bogen Feedback i scenekunstneriske processer fokuserer vi på feedback som scenekunstnerisk værktøj. Bogen tager afsæt i vores erfaringer med scenekunstneriske udviklingsprocesser fra hhv. BETTY UDVIKLER (Betty Nansen Teatret) og Det Kongelige Teater, hvor vi arbejder med udvikling af nye metoder til kollektiv samskabelse.
Mette Tranholm
Ph.d. i Teater- og Performancestudier fra Københavns Universitet, freelancedramaturg og ansvarlig for BETTY UDVIKLER på Betty Nansen Teatret. Hun forsker i samtidsscenekunst, performancekollektiver og skuespilteknikker i et nymaterialistisk perspektiv. Hendes dramaturgiske praksis centrerer sig om det åbne værkbegreb og eksperimenterende fortælleformer.
Marie Mors
Cand.mag. i Teater-og Performancestudier fra Københavns Universitet og specialiseret i scenekunstneriske udviklingsprocesser. Hun har arbejdet som dramaturg og proceskonsulent på flere teatre. Hun har siden 2013 været kunstnerisk proceskonsulent i Den Kongelige Ballet, hvor hun arbejder med kunstnerisk og organisatorisk udvikling. Hendes udviklingspraksis fokuserer på talentudvikling, koreografisk nyskabelse og kunstneriske samarbejdsprocesser.